Psykiske vanskeligheder

Gennem livet har vi alle oparbejdet bestemte måder at tænke eller handle på; tanker og handlinger som ofte er blevet automatiseret. Nogle gange vil sådanne tanke- og handlemønstre skabe problemer for os, uden vi kan få øje på, hvad det er, der går galt. Andre oplever forskellige belastende begivenheder, der påvirker følelseslivet i en sådan grad, at livet bliver svært og kan finde sig selv fastlåst i en psykisk tilstand uden mulighed for selv at komme tilbage på rette spor.

Terapi

Terapi handler generelt om at opnå selvindsigt og lære at forstå, hvorfor man føler, tænker og handler, som man gør. Med denne indsigt bliver det, med psykologens hjælp, muligt at finde nye veje ud af en svær situation og lære at gøre noget andet, end man plejer og dermed bryde uhensigtsmæssige tanke- og reaktionsmønstre. Ved Psykologisk Klinik vil behandlingen altid tage udgangspunkt i dig som menneske, din livshistorie, dine individuelle behov og de vanskeligheder, som du er plaget af. Dette uanset om der er tale om livskriser, depression, angst, tidlig traume eller du blot har et ønske om at lære dig selv bedre at kende. Jeg har flere psykoterapeutiske uddannelser, har taget mange forskellige kurser og læner mig ikke op af en enkeltstående psykoterapeutisk metode. I stedet indrager jeg elementer fra både psykodynamisk, metaliseringsbaseret, compassionfokuseret og kognitiv terapi, hvor jeg finder det meningsgivende.

Ved første samtale vil jeg spørge ind til dig, din historie og dine vanskeligheder og sammen lægger vi en plan for det videre forløb. Hvis jeg vurderer, at der er tale om en lidt tungere problematik, der bedst behandles i psykiatrisk regi, vil jeg være behjælpelig med henvisningsprocessen dertil.