Hvad er depression?

Depression er en psykisk lidelse og adskiller sig således fra det at ’være ked af det’. Forskellen er, at en depression varer i længere tid og er mere omfattende end blot det at være ked af det. Ofte vil hele din personlighed være påvirket og du vil have en række symptomer, som vil være til stede samtidigt. Depression er en lidelse som alle kan blive ramt af og undersøgelser har vist, at 15-25 % af alle kvinder og 7-12 % af alle mænd får en depression i løbet af livet. Hyppigheden af depression er generelt øget de sidste årtier - især de lettere og moderate depressioner. 

Mange får kun sygdommen en enkelt gang, men flere oplever at få gentagne depressioner, hvilket kaldes periodisk depression. 

Symptomer

Symptomerne på depression er nedtrykthed eller tristhed i en længere periode, du har ingen energi og har heller ikke lyst eller interesse for det du plejer at gøre. Du har et lavere selvværd, måske bekymrer du dig meget - eller bebrejder dig selv for ting, du har sagt eller gjort. Du kan føle dig konstant træt, have svært ved at koncentrere dig, og være plaget af en håbløshedsfølelse, der gør at du har svært ved at forestille dig, at du nogensinde vil få det bedre. Desuden kan din appetit være påvirket, hvilket kan få betydning for din vægt. Du vil også typisk have problemer med at sove. Det er også muligt at du vil få selvmordstanker, der også kan vise sig i forskellige grader. Det kan være lige fra tanker om at det var nemmere hvis ikke du vågnede op i morgen til at begynde at planlægge hvordan det skulle gøres. Det er derfor vigtigt, at du kommer i behandling inden det bliver så alvorlig, at tankerne begynder at udvikle sig. Der er forskellige grader af depression. Den inddeles i let, moderat og svær depression alt efter, hvor alvorlig den er. Ved let depression har du nogle af ovennævnte symptomer, men de er ikke værre end, at du fortsat kan passe en hverdag.  Jo mere alvorlig din depression er, jo sværere bliver dine symptomer, indtil dit liv og din hverdag går helt i stå. 

Årsager

Årsagerne til depression kan være kan være mange. Du kan have problemer igennem længere tid i dit parforhold, på dit arbejde, dødsfald i familien, fyring, arbejdsløshed eller stress. Du kan samtidig være arveligt disponeret for at få sygdommen. Det vil sige, at du kan have arvet en sårbarhed, som indebærer, at hvis du oplever noget meget belastende i dit liv, kan det udløse en depression. 

Behandling

Behandlingen afhænger af hvor alvorlig lidelsen er. Den kan bestå af psykoterapi og antidepressiv medicin – enten alene eller i kombination. Ved let til moderat depression kan psykoterapi være tilstrækkeligt – men ved mere alvorlige tilstande kan det være gavnligt at supplerer med medicin. 

Der er flere forskellige terapeutiske metoder der kan være virksomme i forhold til depression såsom kognitiv terapi og psykodynamisk terapi. Ofte kan det være virksomt at søge efter årsagen til at depressionen har udviklet sig, hvilket kan hjælpe én til at finde ud af, hvordan den bedst håndteres. Samtidig er det også væsentligt at forsøge direkte at mindske de depressive symptomer.